-----------------------------------
1977 - Rorløs i Køge Bugt
Vi var på feriesejlads. Solen skinnede fra skyfri himmel. Det blæste pænt. Ud for Dragør overvejede vi om blæsten var for hård, men det var en halvvind, så vi var enige om at den var fin til os. Vi lægger Steen (11 md) til at sove på dørken. Vi synge og hygger med Susanne (7 år). Flemming er ved roret. Pludselig siger han: " Vi har mistet roret!" - Vrøvl, selvfølgelig har vi ikke det!" - "Mærk selv!" Ganske rigtigt. Vi havde mistet roret.
Hvad gør man så? Vi riggede et nødror til. Det vil sige en pøs med en snor blev hængt ud som drivanker. Storen kom ned, så vi sejlede for fokken, men det var langt fra godt.
Der var ikke styr på båden. Vi skiftedes
til at være på dækket og vifte NØD... Der var ingen der så os. Solen skinnede, de andre både lå længere ude og sad med ryggen til.
Hvem var vores redningsmænd?
Vi er meget glade for båden..... Men da vi i 1977 taber roret ruster vores kærlighed.
Vi har aldrig rigtig mødt vores rednings-mænd. Vi vil stadig gerne sige tak.
Ned i kahytten klappede skabslågerne op, diverse ting faldt ud. Steen lå på dørken... Susanne sprang ned, lukkede låger, flyttede ting, passede på Steen. Oppe i cockpittet var vi ret fortvivlede. Intet fungerede som vi ønskede. Lige da stak Susanne hovedet op: "Er der ellers noget jeg kan gøre?" Det gav os ny energi.
Vi signalerede NØD, mistede spanden... der var længe til nødrakkerterne ville blive set. Så den lille røde båd på fotoet "Har I problemer?" Ja! Mon ikke! Vil I på slæb? Ja, tak." Efter flere forsøg fik vi en et tovværk over til dem. Phy... ha. Vi åndede lettet op.
Det varede kort. Vi sejlede ikke ens. Vores båd løb nærmest op i deres, slapt tovværk, faldt tilbage, stram udspændt tovværk. Klys der sprang om ørene på dem og os. Tovværket kom op omkring vores mast. Gode råd var dyre. Heldigvis var de tre voksne mænd på mandfolketur. De skiftedes til at holde fast, og havde os på slæb helt til Rødvig.
Der bød vi på mad på kroen, men de havde ikke tid. De smed vores forføjninger, da vi kunne lægge til kaj, vinkede farvel og var væk. Vi har aldrig mødt dem igen. De har en middag og tak til gode
Over Køge Bugt tænkte jeg mange tanker. Steen var for lille til at komme i "baljen". Jeg kunne ikke sige spyt, når han fik vand i munden. Det var.... uhyggeligt at tænke på. - Og det gik flere timer, inden vi var i havn.
Som det ses fik vi et midlertidigt ror på.