Untitled Page

Green lady

1973

I en svikmølle
Vi kunne slet ikke komme ud at sejle for vi var anbragt i en svikmølle: Vi kunne ikke få masten, før vi havde sejlene, og vi kunne ikke få sejlene, før vi havde masten. Vi greb til selvtægt.

Vores første feriesejlads..
Før vi kunne komme på feriesejlads, så skulle vi lige bytte sejl i Vedbæk. Derfor gik vores først feriesejlads fra Vedbæk, syd om Sjælland over Femø og Lohals til det Sydfynske Øhav retur op gennem Storebælt til Frederikssund.

Vi var meget heldige med vejret, alligevel oplevede jeg den som meget dramatisk. - Og det startede allerede på første sejlads.

Vi var totalt ukyndige, så da Oslobåden lagde ud fra Københavns havn og vi i vindstillevar på vej tæt på og på tværs af dens sejlrende , da var vi helt uforberedt på dens dønninger, deres størrelse og kraft. - Ja de var så voldsomme, at jeg var så bange, at jeg bad "Fader vor".

….

Vi var heldige
Det var en skøn sommer. Den ene gode solskinsdag fulgte den anden. Det var slaraffenland.

Vi -Flemming, Susanne 3år og jeg - badede i cockpittet og nød dejlige aftener i havnene. Vi fik rigtig mange gode oplevelser. Alt var idelig lykke lige indtil vi var på vej hjem. Op gennem Storebælt vendte vejret.

Det blev rigtig dårligt vejr. Det var vi også helt uforberedt på. Vi havde hverken fod på sejl, kurs eller knob. Så efter nogen "debat" blev vi enige om kurs 90. Så ville vi da ramme Sjælland.

Det lykkedes, men spændingen var stadig høj, da nåede Mullerup, og aftalerne om, hvordan vi ville lægge til ikke holdt, så blev jeg så rasende og forlod jeg båden for at tage bussen hjem.

- Men der var to timer til bussen gik, så jeg endte nede om bord Vi blev hentet af Birger i Mullerup. Slut på sommerferien 1973. Det var en turbulent start på sejlerlivet

1974

Tyskland- det er målet for sommerferien.

Vi sejlede forventningsfulde. glade og frejdige på ferie. Vi var stadig meget uerfarne. Vi kom til Ballen, men var slet ikke klar over hvor fyldt, der var i Ballen Havn. Vi fik en super plads uden på bådebyggeren Brandt-Møller, hans kone havde jaget alle andre væk, men vores båd kunne hun se hen over, så vi måtte gerne ligge udenpå. Det blæste, vi talte på kapper: Skal/skal ikke afsted? Vi blev liggende et par dage og opdagede at vi havde glemt både pas og skinke. Det fik det eftersendt til Kolding.

Da vinden var taget lidt af tog vi mod Kolding via Korshavn. Bølgerne var store, men med en ½vind gik det OK. Fra Korshavn tog vi mod Lillebælt. - Med lidt mindre vind, men nu på kryds, bølgerne væltede ind over båden fra den ene ende til den anden. Susanne måtte blive i kahytten, og da jeg mente, at vi via flere kryds havde lugtet nok til køerne på Endelave, så faldt vi af til Juelsminde. Det var stadig en sej tur, for strømmen var imod.

Efter en nat i Juelsminde var vi friske igen. - Og via Kongebrogården kom vi til Kolding. vi skulle hente pas og skinke, men nu skulle vi også have tørret tøj og hynder, for vores forluge var langt fra tæt, så alt var vådt.

Vi blev tørre, fik skinke og pas, men vi afskrev Tyskland. I kan sige fornuften havde indfundet sig, vi havde besluttet at nyde sejladsen hjemover fremfor at knokle videre.

1975

Århus Bugten

Vi er stadig temmelig uerfarne. Under tordenvejret i Knebel ligger vi med anker ude og stævnen ind. Natten går med at hive og hale, så vi holder båden fri fra hele tiden at støde ind i kajen.

Det var en fantastisk - og på flere måde en uforglemmelig - sommer.
¤ tordenvejr i Knebel
¤ skønne dage i Århus
¤ hygge på Tunø, hvor
> kajen sprang i luften,
> børnene blev byttet og
> alt gik i sort, men endte god

I rigtig mange år var der et krater i kajen til minde om vores grillaften.

…..

En sommer, der gjorde, at Tunø blev vores ferieø. Det vil sige, øen vi skulle besøge på besøge i ferien enten på vej ud eller hjem.

Vi sprang kajen i luften..

Vi var sejlet til Tunø. Havde mødt Flemmings brors venner, der havde hjulpet os ind til kaj. Vi hyggede, og hyggede... Nabobåde ønskede at være sammen med os. Han fortalte historier fra morgen til aften, alt var idelig hygge. Friske grønsager langs vejen, bugten til at bade i på den anden side af kajen. Vi kunne ikke ønske os mere. Vi troede, hele tiden vi skulle videre, men der blev ved at gå hygge i den.

Vi hyggede så meget, at vi manglede forsyninger (både bøffer og whisky). Werner (Flemmings bror) og Kirsten måtte sejle til Tunø, vi havde lige leveret kød, nu skulle vi selv bruge det. De kom og fik lagt til, og sammen gjorde vi klar til fest. Vi var 3 + 2 + 3 + 4 = 12. Det var mere end grillen kunne klare, så vi fandt en rist og byggede en stor gril. Nu kom der flere, der gerne ville være med, og hvor der er hjerterum er der altid plads til en til. Vi var mange. grillen blev tændt, hynder tallerkner mv. kom op på kajen. Bortset fra grillmestrene, så havde alle fundet en plads. . Det gik fint. Bøfferne var på, salaten var gået rundt.

PHU.. hvad pokker var det. PHU... Gløderne og betonstumper sprang om ørene på os. Se at få det slukket. Vand på...men så gik det først galt. Der var ikke en hel bluse eller hynde, og salaten knasede fælt.

Dagen efter skulle / ville alle videre. Men børnene ville gerne prøve noget nyt. En af pigerne skulle sejle med os, og veksles over i deres egen båd ved spidsen af Samsø. Martin skulle sejle motorbåd, og en anden pige skulle med Werner og Kirsten. Alle de andre skulle til Århus, vi skulle til Langøre.

Det gik i sort. - Uheld og tidspres var årsag til at alle , da vi nåede aftenen, havde et barn, der gerne ville være et andet sted. - Det var før mobiltelefonerne, så alt gik faktisk i sort.

1977

Rorløs i Køge Bugt
Vi var på feriesejlads. Solen skinnede fra skyfri himmel. Det blæste pænt. Ud for Dragør overvejede vi om blæsten var for hård, men det var en halvvind, så vi var enige om at den var fin til os.

Vi lægger Steen (11 md) til at sove på dørken. Vi synge og hygger med Susanne (7 år). Flemming er ved roret. Pludselig siger han: " Vi har mistet roret!" - Vrøvl, selvfølgelig har vi ikke det!" - "Mærk selv!" Ganske rigtigt. Vi havde mistet roret.
Hvad gør man så? Vi riggede et nødror til. Det vil sige en pøs med en snor blev hængt ud som drivanker. Storen kom ned, så vi sejlede for fokken, men det var langt fra godt.

Der var ikke styr på båden. Vi skiftedes
til at være på dækket og vifte NØD... Der var ingen der så os. Solen skinnede, de andre både lå længere ude i bugten og sad med ryggen til sol og vind, og derfor så de os ikke.

Nede i kahytten sprang skabslågerne op, ting faldt ud. Steen lå på dørken... Susanne sprang ned, lukkede låger, flyttede ting, passede på Steen.

....

Oppe i cockpittet var vi ret fortvivlede. Intet fungerede som vi ønskede. Lige da stak Susanne hovedet op: "Er der ellers noget jeg kan gøre?" Det gav os ny energi.

Vi signalerede NØD, mistede spanden... der var længe til nødrakkerterne ville blive set. Så den lille røde båd på fotoet "Har I problemer?" Ja! Mon ikke! Vil I på slæb? Ja, tak." Efter flere forsøg fik vi en et tovværk over til dem. Phy... ha. Vi åndede lettet op.

Det varede kort. Vi sejlede ikke ens. Vores båd løb nærmest op i deres, slapt tovværk, faldt tilbage, stram udspændt tovværk. Klys der sprang om ørene på dem og os.

Tovværket kom op omkring vores mast. Gode råd var dyre. Heldigvis var de tre voksne mænd på mandfolketur. De skiftedes til at holde fast, og havde os på slæb helt til Rødvig.

Over Køge Bugt tænkte jeg mange tanker. Steen var for lille til at komme i "baljen". Jeg kunne ikke sige spyt, når han fik vand i munden. Det var.... uhyggeligt at tænke på. - Og det gik flere timer, inden vi var i havn.

Der bød vi på mad på kroen, men de havde ikke tid. De smed vores forføjninger, da vi kunne lægge til kaj, vinkede farvel og var væk. Vi har aldrig mødt dem igen. De har en middag og tak til gode

…..

Som det ses fik vi et midlertidigt ror på.